Morten Olsen har positive midtbaneproblemer

Skrevet af admin

12/11/2015

Dagens topnyheder

William Kvist, Pierre-Emile Højbjerg, Christian Eriksen, Michael Krohn-Dehli, Thomas Kahlenberg, Jakob Poulsen, Daniel Wass, Thomas Delaney og Andreas Christensen.

Landstræner Morten Olsen ser positivt på, at han har utal af muligheder, når han skal besætte de tre centrale midtbanepositioner i landsholdets første playoffkamp mod Sverige lørdag.

- Jeg er positivt bekymret for midtbanen, fordi vi har så mange at vælge mellem. Det hele handler om at have en heldig hånd.

- Vi skal finde dagsformen individuelt og som hold. Opstillingen bygger på en følelse af, hvad du har set på klubhold og til træningerne, siger Morten Olsen.

En af udfordringerne for Olsen bliver, at midtbanen skal lykkes bedre end i seneste kvalifikationskamp mod Portugal i oktober.

- Vi var ikke boldfaste nok, selv om vi havde en masse fremragende spillere. Hvis vi ikke finder den individuelle form, så finder vi heller ikke den kollektive form. Det var også det, som overraskende ikke skete i første halvleg mod Portugal, siger Morten Olsen.

Mod Portugal havde han satset på Daniel Wass, Pierre-Emile Højbjerg og Michael Krohn-Dehli, mens valgene tre dage senere i testkampen mod Frankrig var faldet på William Kvist og Jakob Poulsen samt genvalg til Michael Krohn-Dehli.

Vælger landstræneren lørdag ikke den konstellation, der umiddelbart giver bonus, glæder han sig over, at der også er masser af muligheder for at påvirke kampen fra bænken.

- Fodboldkampe bliver mange gange nu om stunder afgjort fra bænken, og det er nogle af vores også blevet. Så det behøver ikke være udgangsformationen, som er den afgørende. Det gælder også dem, som du har på banen til sidst, siger Morten Olsen.

Siden landsholdet senest var samlet i oktober, har flere af midtbanespillerne på klubplan haft både negative og positive oplevelser, hvad angår mængden af spilletid og resultater. Men det kan landstræneren ikke stille holdet efter.

- Jeg har været i den her verden i mange år. Vi får altid nogle spillere ind, som har gjort det knap så godt og har haft dårlige resultater. Når de så kommer ind på et nyt hold, jamen så er de glade for at komme ind til noget nyt luft.

- Omvendt kan der også være nogle, som kommer med stor selvtillid, fordi de har lavet gode ting på klubholdet, siger Morten Olsen.

/ritzau/