Morten Olsen indrømmer fejldisposition

Endnu engang var Nicklas Pedersen blandt Olsens 11 udvalgte, da Danmark med besvær slog Malta 2-1. Og endnu engang lykkedes det ikke at score for angriberen, der også får kritik i stort set alle danske medier.

Og Morten Olsen erkender da også, at det ikke helt lykkedes med Nicklas Pedersen som den forreste angriber.

- Det er helt korrekt, at det ikke lykkedes i går på den position. Men det var ikke kun på Nicklas' position, det ikke gik, der var mange, der ikke lykkedes. Alle gjorde hinanden dårligere i går, sagde Olsen inden landsholdets træning lørdag formiddag på Malta.

- I sidste kamp mod Polen, havde Nicklas flere afslutninger end i går. Han er en angriber, der gerne vil lave mål, hvilket han også gjorde og gør i den belgiske liga, sagde Olsen og fortsatte:

- Men han er også en spiller, der er kombinationsstærk og teknisk stærk modsat andre angribere, der ikke er teknisk gode, men har fysik eller som i Billes tilfælde har vildskaben og energien. Så er det op til os at samle alle de typer og vælge, hvem vi tror på.

- Det var dét, vi gjorde mod Malta, og at det så ikke lykkedes mod Malta med Nicklas må vi 100 procent indrømme, men det gjorde det desværre heller ikke på andre positioner.

Vil du holde fast i Nicklas Pedersen til kampen mod Armenien på tirsdag?

- Det er den beslutning, vi skal træffe. Vi havde også en god fornemmelse om, at vi skulle have to hurtige kanter mod Malta, men vi tabte bolden for meget, hvorefter en rutineret Krohn-Dehli kom ind og var god til at holde fast i bolden.

- Det var jo også en position, hvor det ikke fungerede. Vi så forkert på nogle positioner, og det er naturligvis os, der har ansvaret. Nu skal vi finde ud af, om vi skal skifte til på tirsdag, sagde Olsen.

Nicklas Pedersen, der har scoret ét mål i 13 kampe, restituerede lørdag på landsholdets hotel på Malta og var derfor ikke til stede ved træningen.

Dagens Gossip