Morten Olsen kalder Agger en af historiens største

Skrevet af admin

09/06/2016

Dagens topnyheder

Den tidligere landstræner Morten Olsen mener, at Daniel Agger havde kvalitet til at fortsætte på landsholdet, men han har respekt for, at Agger torsdag meddelte sit karrierestop.

- Vi må alle have respekt for Daniel Aggers beslutning. Det er selvfølgelig ærgerligt for landsholdet, for selv om der kommer talentfulde spillere op, så har man set, at et landshold har brug for ledere og rutinerede spillere.

- Men der er kun én, der kan føle, at det er nok, og det må man have respekt for. Det ville være egoistisk at opfordre ham til at fortsætte, for der er ikke andre, der kan sætte sig ind i hans følelser.

- Hvis han ikke føler, han kan yde som tidligere, så vil han ikke være med længere, siger Morten Olsen.

Daniel Agger nåede 75 landskampe, hvor af de første 73 var med Olsen som landstræner. Olsen mener, at Agger skriver sig ind blandt de helt store i den danske fodboldhistorie.

- Han har haft en fantastisk karriere både på klubhold og landshold, hvor han var med i en halv snes år. En del af dem endda som anfører. Det er ikke alle, der oplever det. Det får man ikke forærende.

- Han går ind blandt de helt store forsvarsspillere gennem tiderne, som jeg ser det. Blandt spillere om René Henriksen, Søren Busk og Ivan Nielsen, vurderer Olsen.

Han gav Agger debut på landsholdet mod Finland i juni 2005, hvor Agger var 20 år. Her havde Agger netop fået sit store gennembrud på Brøndbys superligahold, der vandt mesterskabet det år.

- Ud over at have set ham på Brøndbys hold husker jeg en træning i Vedbæk, hvor vi blev mere interesserede i denne U21-landsholdsspiller og derfor kaldte ham op fra U21-holdets træning.

- Vi havde ham med i to-tre træninger, og jeg skal love for, at vi kunne se efter kort tid, at denne spiller snart ville gå ind på A-landsholdet. Han spillede med de kvaliteter, vi senere skulle se, og han spillede med stort overskud.

- Vi havde med en klassespiller at gøre, lyder det fra Olsen.

/ritzau/