Morten Olsen kan overraske Albanien efter uge i skjul

Skrevet af admin

04/09/2015

Dagens topnyheder

Landsholdet har det meste af ugen forberedt sig i skjul i Helsingør forud for fredagens EM-kvalifikationsopgør mod Albanien.

Morten Olsen lukkede tirsdag træningen ned for omgivelserne, så stort set ingen ved, hvad landstræneren har puslet med bag lukkede døre.

- Det er rart, at man måske kan overraske modstanderen. Det kan være, at vi vil gøre et eller andet inden for de første fem minutter, siger Morten Olsen.

Skolebørn, landets medier og andre tilskuere er normalvis tilstede under træningerne, hvilket især giver journalister et indblik i hvilke spillere, landstræneren overvejer til bestemte positioner på banen.

Denne gang er det store spørgsmålstegn, hvem der skal spille venstreback og venstrekant efter skadesafbud fra Nicolai Boilesen og Christian Eriksen.

- Havde medierne været med, så havde de sikkert fortalt, hvad der foregik, selv om de gerne vil have, at vi vinder kampen.

- Vi vil gerne tale i ro og mag med hinanden. Spillerne kommer med gode idéer under træningen, og det har vi i ro og mag snakket om. Det har jo også været dansk sommervejr, siger Olsen.

Landstræneren kan godt forstå, at flere gerne vil have adgang til træningerne, men nye terminer for landskampe har gjort Olsens tid på træningsbanen mere presset. Førhen lå landskampene typisk om lørdagen, men nu kan de også placeres om fredagen.

- Der er ikke så mange træninger efterhånden, og jeg kan godt se problematikken, siger han.

Det er dog ikke standardsituationer, landsholdet har trænet hele ugen.

- Dødbolde har vi altid lukket for. Det er som regel den sidste træning før, vi spiller kamp, siger Olsen.

Danmark og Albanien ligger side om side i EM-kvalifikationen med 10 point, men albanerne har spillet en kamp færre end danskerne. Portugal topper gruppen med 12 point.

To hold er sikret adgang til EM, mens nummer tre kan håbe på en EM-plads via playoff.

Fredagens kamp begynder klokken 20.45.

/ritzau/