Morten Olsen snakker med Kvist om krise

Landstræner Morten Olsen har jævnlig kontakt med landsholdets spillere rundt omkring i Europa. En af de spillere, der formentlig nyder godt af at holde kontakten med landstræneren for tiden er William Kvist, der er kommet i et spillemæssigt blæsevejr i sin tyske klub Stuttgart.

- Jeg snakker en del med vores spillere og har selvfølgelig også snakket med William om hans situation, siger Morten Olsen.

William Kvist har efter en forrygende sidste sæson i Bundesligaen haft det svært i Stuttgart i denne sæson, og sammen med resten af holdet har hans seneste præstationer ikke levet op til vanlig standard. Nu har han fået klubbens fans på nakken, og i de sidste to kampe, har han måttet tage plads på bænken.

Han var også at finde på bænken i Danmarks seneste landskamp i Parken mod Bulgarien, hvor han måtte vige pladsen på den centrale midtbane for Nikolai Stokholm. Morten Olsen er dog ikke bekymret for om Kvist kommer ovenpå igen. En professionel fodboldspiller bør kende gamet og kunne stå imod når det går den forkerte vej.

- Når et hold spiller god fodbold, så bliver der lagt mærke til, hvad spillere kan og ikke så meget, hvad de ikke kan. Hvis det går mindre godt, så bliver der især lagt mærke til, hvad de ikke gør og ikke kan. Så det er mekanismerne i fodbold, og det ved spillerne. Når det går mindre godt, så søges der efter fejl, og det skal spillerne også kunne forholde sig til, siger Morten Olsen, der ikke vil ud med, hvad han har snakket med William Kvist om.

- Det bliver mellem William og mig, siger han.

Danmarks næste opgave i VM-kvalifikationen er den 11. juni i Parken, hvor Armenien skal slås, hvis drømmen om Brasilien skal holdes i live.

 

 

 

Dagens Gossip