Morten Olsen: Svag pointhøst påvirker os ikke

Landsholdet har ikke vundet de seneste otte kampe, og der burde vel være krisestemning på landstræner Morten Olsens mandskab forud for den vigtige VM-kvalifikationskamp på fredag aften mod Tjekkiet.

Men det er på ingen måde tilfældet, for humøret er højt i truppen. Troen på en sejr ude over tjekkerne er meget stor.

- Man skal da have lov til at sige, at vi ikke har vundet i otte kampe, men det påvirker ikke os, siger Morten Olsen.

- Det er fint med statistikker, men jeg skal se på præstationer. Og selv om vi ikke har vundet, så kunne vi godt have vundet flere af kampene.

- Det kan være tilfældigheder, der har gjort, at vi ikke har vundet. Det kan også være, at afslutningerne har været for dårlige, som da vi spillede 0-0 mod Tjekkiet i Parken i efteråret. Eller måske har vi prøvet ting af i en testkamp, siger landstræneren.

Celta Vigo-spilleren Michael Krohn-Dehli har sit eget bud på, hvorfor danskerne ikke er præget af lavt selvværd over de manglende sejre.

- Selvtillid betyder måske mindre for landsholdet, fordi man kommer fra forskellige klubber og kan rette sig mod en enkelt kamp, som har vores fulde fokus.

- Og så tror jeg, at de fleste af os tager selvtilliden fra klubholdene med over på landsholdet, siger Krohn-Dehli, der scorede sejrsmålet, da Danmark senest vandt en landskamp.

Det var 9. juni 2012, da landsholdet slog Holland med 1-0 i den første gruppekamp ved sidste sommers EM.

Niki Zimling fra Mainz erkender dog, at han har lidt svært ved at få 0-3-nederlaget til Makedonien i februar ud af tankerne. Men det præger ikke hans selvtillid.

- Vi skal bruge nederlaget som en reminder om, at det skal være bedre i de kommende kampe.

- Jeg tænker ikke på nederlaget hver dag, men vi skal alligevel lære af det og rette de ting, der gik galt, siger midtbanespilleren.

- Der er bestemt ikke dårlig stemning her på landsholdet, men på landsholdet kan der gå flere måneder før, at man kan få rettet op på et nederlag. I klubben kan man rette op på det weekenden efter.

- På landsholdet tager det længere tid at bearbejde, og det hænger længere tid i luften. Det er det værste, siger Niki Zimling.

/ritzau/

 

Dagens Gossip