Morten Olsen: U19-drengene er en gylden årgang

Storklubberne på det nærmeste snublede over hinanden, da et af historiens mest talentfulde danske ungdomslandshold, det nuværende U19-hold, torsdag aften slagtede fodboldstormagten Tyskland. Men talentspejderne fra nogle af Europas største klubber var ikke alene på Brøndby Stadion. Også landstræner Morten Olsen var på plads. Det var han for at holde fingeren på pulsen, men også for at se om Bayern Münchens Pierre-Emile Højbjerg, Fiorentinas Kenneth Zohore eller en helt tredje af U19-landsholdets stortalenter allerede nu er klar til det bedste landshold.

- Der vil altid være spillere, der er nærmere mit hold end andre, men jeg vil ikke nævne navne. Vi tager det op hver evig eneste gang, jeg taler med Thomas Frank (U19-landsræner, red.), og der kigger vi på de spillere. Vi har taget spillere op tidligere, som kun var 18 år. Bendtner, Fischer og Christian Eriksen. Så hvis de er gode nok, så er det ikke et spørgsmål om alder, forklarer Morten Olsen.

Flere af U19-landsholdsspillerne har potentiale ud over det sædvanlige. Det var 4-1-sejren over tyskerne blot endnu et bevis på. Derfor kan vi også meget vel se en eller flere af dem på A-landsholdet inden længe.

- Det er en af de der gyldne årgange. Vi havde også en årgang fra 1985 med Niki Zimling, William Kvist og flere andre. De kommer ind imellem. Der er potentiale i dem, men potentiale gør det ikke alene. Bliver de målrettet ved med at forsøge at gøre sig bedre, har de absolut chancen for at blive A-landsholdsspillere, fastslår Morten Olsen.

Inden det sker, skal U19-talenterne forsøge at kvalificere sig til EM. Det sker allerede i næste uge med tre kampe i Portugal.

Dagens Gossip