Morten Olsen udtager Kasper Kusk til landsholdet

Skrevet af admin

13/10/2013

Dagens topnyheder

Landstræner Morten Olsen har lørdag aften udtaget AaB-profilen Kasper Kusk, som dermed er med i bruttotruppen til tirsdagens VM-kvalifikationskamp mod Malta i Parken.

Dansk Boldspil-Union (DBU) har på sin Twitter-profil meddelt, at Kasper Kusk er indkaldt som "gardering", så det er endnu usikkert, om han skal være med blandt de 11 startende eller de 12 på bænken mod Malta.

Kasper Kusk har spillet to A-landskampe i karrieren - begge tidligere i år. Kantspilleren blev indskiftet og fik debut 5. juni 2013 i hjemmekampen på Aalborg Stadion, da Danmark vandt 2-1 over Georgien.

I august kom Kasper Kusk også ind fra bænken i 2-3-nederlaget på udebane mod Polen i Gdansk. I den kamp fik AaB'eren hele anden halvleg.

Fredag aften spillede Danmark 2-2 i VM-kvalifikationskampen mod Italien i Parken. I den kamp fik Nicolai Boilesen, Niki Zimling og Nicklas Bendtner gule kort, som giver karantæne mod Malta.

Tidligere lørdag blev FC Midtjylland-spillerne Jesper Juelsgård og Morten "Duncan" Rasmussen indkaldt til landsholdet.

/ritzau/