Morten Olsen varsler fem nye i landsholdstrup

Når fodboldlandstræner Morten Olsen i eftermiddag ved 13-tiden udtager truppen til VM-kvalifikationskampene mod Bulgarien og Italien, er der fem ændringer i forhold til den seneste landskamp mod Tjekkiet i sidste måned.

Den ene af spillerne har aldrig været udtaget til landsholdet før.

Det oplyser Dansk Boldspil-Union (DBU) i en pressemeddelelse.

I alt 23 spillere skal udtages til truppen, som 12. oktober møder Bulgarien i Sofia, mens det fire dage senere gælder Italien i Milano.

Det er ventet, at angriberen Nicklas Bendtner igen er med på det danske hold. Han missede Tjekkiet-kampen 8. september på grund af karantæne for sit famøse underbukse-stunt fra sommerens EM-slutrunde.

Morten Olsen udtalte noget kontroversielt i forbindelse med sin seneste udtagelse, at han ikke ville have taget Bendtner med på holdet, selvom han kunne. Angriberen var ganske enkelt ikke i form, sagde landstræneren.

Bendtner er i hvert fald ikke kommet i bedre kampform siden Tjekkiet-kampen, eftersom han varmer bænken hos italienske Juventus. Tirsdag var Bendtner end ikke med på bænken for italienerne i Champions League-opgøret mod Shakhtar Donetsk.

VM-kvalifikationskampen mod Tjekkiet endte med et 0-0-resultat i Parken.

Dagens Gossip