Morten Olsen: Vi viste god moral

Et point på udebane mod Albanien var hverken prangende eller imponerende. Men lørdagens 1-1-resultat var alligevel nok til at tilfredsstille den danske landstræner Morten Olsen.

- Jeg er tilfreds med resultatet, men jeg er ikke tilfreds med spillet, selv om det er et svært sted at komme, siger Morten Olsen til Kanal 5.

Albanien scorede til 1-0 efter 38 minutter, da Ermir Lenjani udnyttede en kontrachance efter et kostbart boldtab af Pierre-Emile Højbjerg. Bolden blev rettet af på vej i mål af Simon Kjær.

- Det var mod planen, at de kom foran. Det er en dårlig vane, at vi skal komme bagud hver gang. Det skete også mod Armenien.

- Men vi beviste igen, at vi har en god bænk. Vi viste god moral, som vi også gjorde mod Armenien.

- Vi vil så gerne spille berusende fodbold, og det håber vi at gøre mod Portugal på tirsdag, siger Olsen.

Danmark vandt 2-1 hjemme over Armenien i den første kamp i EM-kvalifikationen, efter at danskerne var kommet bagud 0-1.

Igen lørdag aften kom Danmark bagud 0-1 mod Albanien, men indskiftede Lasse Vibe fik udlignet 10 minutter før tid.

- I første halvleg producerede Albanien ikke noget, men de scorede på en bold, der blev rettet af.

- Vi viste stor moral og kom tilbage. Og i de sidste 20 minutter var de under pres, og vi havde kontrol over det, mener Olsen.

- Albanien ventede på, at vi skulle tabe bolden. Og det er svært at spille mod hold, som står så kompakt. Alligevel var Vibe tæt på at score igen til sidst i kampen.

- Det er tidens trend, at de mindre hold pakker sig. Og der var en tre-fire af vores spillere, som ikke var så skarpe, lyder det fra Olsen.

Danmark skal spille mod Portugal på tirsdag i Telia Parken i København.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV