Morten Storm håner ekstremist-ven på Facebook

- Flot Adnan, du har endnu engang blottet dig selv og stået frem som en jubel idiot.

Sådan lyder en sviner fra den tidligere civile PET-agent Morten Storm på hans åbne Facebook-konto til Adnan Avdic.

Avdic beskylder i dag Storm for at have opfordret til at myrde tegneren Kurt Westergaard, mens han var infiltreret i det radikale muslimske miljø i Aarhus.

Adnan Avdic er selv radikal muslim og står i dag frem i BT sammen med to andre fra miljøet.

Morten Storm har ikke ville kommentere beskyldningerne til avisen, men på Facebook er det en anden sag.

- Jamen kære Adnan, hvis din historie er sand, som du påstår, hvordan kan du først gå ud nu og fortælle om dette? Er du sur over, jeg ikke er muslim, og nu ved, hvor meget indblandet du var i Glostrup-sagen? Er det tilladt for muslimer at opfordre till sådanne terrorhandlinger siden du/I aldrig havde meldt det og først nu står frem i medielyset?, tordner Storm i en opdatering.

I 2005 blev Adnan Avdic fængslet i Glostrup-sagen, som Storm omtaler. Han blev dog frikendt i 2007.

Beskyldningerne mod Storm går på, at han skal have lavet en detaljeret og nedskrevet plan om at dræbe Kurt Westergaard ved det fitness-center, han trænede i. Og han skal have presset Avdic til at begå mordet, fordi Storm selv ville blive genkendt.

Storm opfordrer til, at Avdic står frem med planen.

- Håber, du stadig har disse tegninger, vil sgu gerne se dem om muligt, måske tegner jeg bedre end Kurt Westergaard, skriver Storm.

Og også journalisten bag artiklen får et fur med på vejen.

- Lars Fogt: Ha ha ha endnu en journalist der af jalousi på JP og skal ud og gøre sig bemærket, starter han sin opdatering med henvisning til, at det var Jyllands-Posten, der til at starte med fik låget af historien om Storms infiltrering af al-Qaeda.

Dagens Gossip