Moseliget gøres klar i Vejle

Moseliget fra Haraldskær Mose, bedre kendt som Dronning Gunhild, får i øjeblikket kongelig opmærksomhed på konserveringscentret nord for byen. Det 2.200 år gamle moselig skal gøres klar til at indtage sin plads i VejleMuseernes nye kulturhistoriske museum, der åbner i Spinderihallerne i foråret 2013.

Dronning Gunhild blev for få uger siden flyttet fra Sct. Nicolai Kirke i Vejle centrum til konserveringscentret, og under flytningen fandt konservatorerne spor efter insekter på det klæde, hun havde ligget på. Derfor var deres første gerning at fryse moseliget ved -38C i fem døgn for at tage livet af eventuelle småkryb, der kunne gøre skade på det fine fund. Næste skridt er at støvsuge moseliget, så hun fremtræder ren og fin, når hun skal lægges på et særligt fremstillet leje, udskåret helt nøjagtigt i en særlig type fast skum og på baggrund af en 3D-scanning af moseliget.

Inden Dronning Gunhild flyttes ind i museet, skal medicinere fra Århus desuden have adgang til at tage prøver fra de rester af indvolde, man har set på scanninger af moseliget. Håbet er bl.a., at der måske vil være rester af maveindhold tilbage, der kan fortælle endnu mere om livet i jernalderen og måske mere om Dronning Gunhilds skæbne.

Dagens Gossip

Dagens TV