Moské kollapser: Flere børn dræbt

Mindst 22 mennesker har mistet livet, og over 200 er kvæstet efter det jordskælv, som ramte Indonesien tirsdag.

Rystelserne havde en styrke på 6,1, og tusindvis af bygninger og boliger er ødelagt af naturens kræfter i provinsen Aceh på øen Sumatra - blandt andet en moské, der faldt sammen midt under en koran-læsning. Flere børn er omkommet i bygningen.

Andre mistede livet under jordskred, som blev sat i gang af skælvet, der blot havde en dybde på 10 kilometer.

Indonesien bliver jævnligt hærget af kraftige jordskælv. Den værste naturkatastrofe ramte landet i 2004, da et jordskælv i Det Indiske Ocean med en styrke på 9,3 udløste en kæmpemæssig tsunami.

Cirka 230.000 mennesker blev slået ihjel af flodbølgerne i Indonesien og andre lande omkring Det Indiske Ocean.

I september 2009 døde flere end 1000 mennesker, da en kraftigt jordskælv ramte byen Padang på Sumatra.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip