Moskeer efterlyser dialog om radikaliseringsudspil

Skrevet af admin

29/03/2016

Dagens topnyheder

Flere politikere har meldt sig på banen med skærpende tiltag over for radikaliserede imamer. Regeringen har ikke spurgt specifikt i de muslimske miljøer, og moskeerne savner en invitation til dialog om tiltagene.

Anouar Touimi, der er bestyrelsesmedlem og stifter af Københavns Moské Imam Malik Institut, mener ikke, der kommer noget godt ud af politikernes tiltag, hvis ikke muslimerne bliver inddraget.

- Det er tragisk for os muslimer i Danmark, at regeringen ikke kalder os til samråd med hensyn til de lovgivninger, som de vil træffe, siger han.

Kultur- og kirkeminister Bertel Haarder (V) vil blandt andet se på, om det kan lade sig gøre at fratage rabiate imamer retten til at vie. Desuden skal imamer, der er dømt for en handling, der er vanærende eller i strid med god opførsel, ikke have lov til at prædike.

Anouar Touimi foreslår, at man i stedet opretter et islamisk fællesråd, der skal være et samarbejde mellem staten og muslimerne. Fællesrådet skal kunne reagere over for de imamer, der hadprædiker.

- Det ville være fantastisk med et muslimsk fællesråd, hvor man eventuelt kan lave en håndbog til samtlige imamer i Danmark, hvor man giver dem de forskellige rammer for, hvordan de må prædike.

- Bagefter kan man snakke om straf. Man har ikke givet muslimerne chancen for at vise, hvad man vil, siger Anouar Touimi.

Waseem Hussain, der er formand for Dansk Islamisk Center mener ligeledes, at der er behov for, at muslimer og politikere går i dialog. At skærpe lovgivningen er ikke nødvendigvis den mest konstruktive løsning, forklarer han.

- Det vil kun give næring til den mistillidsdagsorden, der trives i de miljøer, lovgivning er tiltænkt. Her har man i årevis sagt, at politikerne er ude på at ramme muslimer, og nu vil man sige: Se bare, hvad vi sagde, siger han.

Onsdag mødes kirkeministeren med lederne af Folketingets øvrige partier for at se, om man kan finde frem til en fælles strammere kurs over for radikaliserede miljøer.

/ritzau/