Motion på smertestillende piller kan give hjertestop

Skrevet af Michael Lauritsen

24/02/2014

Dagens topnyheder

Det er godt for kroppen at dyrke motion. Men gør du det samtidig med, at du indtager smertestillende medicin, så øges risikoen for en række bivirkninger.

Det skriver Ekstra Bladet.

Sundhedsstyrelsen advarer om, at man risikerer at overanstrenge kroppen endnu mere, hvis man bedøver sig selv med piller. Det kan blandt andet forværre skader.

Men der er også øget risiko for alvorligere bivirkninger. Blandt andet problemer med hjertet og maveblødninger.

Doris Stenver, overlæge fra Sundhedsstyrelsen, fortæller, at riskoen for et hjertestop stiger, hvis man tager smertestillende medicin og samtidig dyrker sport.

Hun har flere gange set på de smertestillede gigtmidler.

- Vi så på Diclofenac, Ibuprofen og Naproxen. Men det var primært Diclofenak, vi havde i kikkerten. Det, vi konkluderede, var, at der især ved høje doser var en øget risiko for hjertebivirkninger, siger Doris Stenver til Ekstra Bladet.

Hun oplyser, at der er uvished om graden af bivirkninger fra Ibuprofen, mens forskningen tyder på, at Naproxen er det smertestillende stof med færrest hjertebivirkninger. 

Men i det hele taget bør man holde sig fra pillerne, når man dyrker sport, advarer Sundhedsstyrelsen.

Doris Stenver pointerer, at smerte er et signal fra kroppen om, at der er noget galt..