Motionscyklist død i uheldigt styrt

En 47-årig mand mistede tirsdag aften livet i et cykelstyrt i Sorø på Sjælland.

Manden var ude at træne sammen med en jævnaldrende ven, da han ved et uheld ramte baghjulet på træningskammeratens cykel.

- De kører stille og roligt i vestlig retning på Suserupvej med omkring 30 kilometer i timen. På et tidspunkt falder den afdøde lidt bagud og kommer til at ramme den anden parts baghjul med sit forhjul og vælter så ned på højre side og slår hovedet ned i asfalten, fortæller vagtchef Søren Nielsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Manden bar cykelhjelm, men alt tyder ifølge politiet på, at slaget alligevel påførte ham så stor skade, at han døde af det.

- Cyklen er stort set uden skrammer, og der var heller ikke andre skrammer på ham. Det er meget, meget uheldigt, lyder det fra vagtchefen.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV