Motiveret Federer ydmyger australsk modstander

Skrevet af admin

03/01/2014

Dagens topnyheder

Roger Federer er en sulten tennisspiller fra begyndelsen af det nye år. Han har hyret den tidligere svenske topspiller Stefan Edberg som sin nye træner og har ambitioner om at forbedre resultaterne i forhold til den forgangne sæson, hvor han sluttede som nummer seks i verden.

Indtil videre er Roger Federer kommet godt fra start ved årets første ATP-turnering i Brisbane. Her er han favorit til at vinde, da han er den eneste deltager fra top 10.

Fredag formiddag dansk tid levede han igen op til favoritværdigheden ved at besejre australieren Marinko Matosevic, der rangerer som nummer 61 i verden. De suveræne cifre lød på 6-1, 6-1.

I den ene semifinale skal schweizeren møde franskmanden Jeremy Chardy. I den anden halvdel af lodtrækningen befinder den tidligere australske verdensetter Lleyton Hewitt sig.

Så tilskuerne i Brisbane kan gøre sig forhåbninger om en drømmefinale mellem Federer og nationens egen helt.

Hewitt skal dog først forbi en svær modstander i den andenseedede japaner, Kei Nishikori.

Vinder Roger Federer turneringen, vil han i øvrigt allerede tangere sit antal af turneringssejre fra 2013, hvor han kun vandt en turnering.

Roger Federer deltager også i doubleturneringen i Brisbane, hvor han stadig er med sammen med Nicolas Mahut.

/ritzau/