Motorcykel: Tragisk dødsulykke ved mindeløb

Skrevet af admin

30/11/2013

Dagens topnyheder

En tragisk dødsulykke har ramt motorcykel-verdenen.

I forbindelse med et mindeløb for den afdøde italienske motorcykelstjerne Marco Simoncelli blev dennes landsmand Doriano Romboni dræbt efter en ulykke lørdag.

44-årige Romboni styrtede under lørdagens træning, og uheldigvis blev han ramt af en anden kører.

Romboni blev straks med helikopter fløjet til et hospital i Latina syd for Rom, men han døde af sine kvæstelser ifølge motogp.com.

Dødsulykken minder meget om den, der kostede Simoncelli livet i 2011 ved det malaysiske grand prix. Simoncelli styrtede, blev ramt af to af sine kolleger og døde også af sine kvæstelser.

De øvrige ryttere, som er samlet til mindeløbet for Simoncelli, har besluttet at fortsætte arrangementet på trods af den tragiske episode.

Romboni efterlader sig tre børn.

/ritzau/