Motorcyklist i livsfare efter solouheld

Omkring klokken 14.30 mistede den 27-årige mand herredømmet over sin motorcykel i en blød kurve og tørnede ifølge jv.dk direkte ind i et hus. Flere personer var i nærheden af ulykkesstedet og kunne yde hurtig førstehjælp.

Kort efter kom en lægeambulance til, men mandens kvæstelser var så alvorlige, at han måtte flyves til Odense Universitetshospital, hvor han straks kom på operationsbordet.

Ifølge vagtchef Jan Stokholm fra Syd- og Sønderjyllands Politi er motorcyklisten i yderste livsfare.

»Vi kender ikke hans præcise tilstand, for lægerne har travlt med at operere ham. Hans pårørende er blevet orienteret og er på vej mod Odense,« siger vagtchefen til Berlingske Nyhedsbureau.

Årsagen til ulykken er endnu uvis, men ifølge Jan Stokholm kan fart være en del af forklaringen.

»Det er ikke til at sige, om han har overtrådt fartgrænsen, men han har i hvert fald kørt så stærkt, at han ikke kunne styre motorcyklen,« siger han.

Ifølge jv.dk oplyser vidner på ulykkesstedet, at det ikke er første gang, at en trafikkant rammer huset i Lovtrup.

Dagens Gossip

Dagens TV