Motorvejsbro skal fjernes efter påkørsel af lastbil

En motorvejsbro på Lolland er så medtaget efter en påkørsel, at den skal rives ned.

Beslutningen er truffet, efter at en lastbil tidligt lørdag morgen bragede ind i broen Lundegårdsvej, der krydser Sydmotorvejen mellem Rødbyhavn og Holeby.

- Vi arbejder fortsat på stedet, og sagkyndige har besluttet, at broen skal rives ned, fordi den er så slemt beskadiget efter påkørslen, siger vagtchef Ole Hald fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

- Der er etableret omkørsel, og det giver visse trafikale udfordringer. Men vores indtryk er, at det går nogenlunde, siger han.

I forbindelse med ulykken brød lastbilen i brand, og chaufføren blev dræbt. En passager i lastbilen blev slynget ud af førerrummet. Han blev efterfølgende tilset på sygehuset i Nykøbing Falster og er udskrevet igen.

Der er tale om en lastbil fra Litauen, der var lastet med frugt og grønt. Netop grøntsagerne besværliggjorde ifølge politiet slukningsarbejdet, som stod på i flere timer.

Vidner har ifølge vagtchefen forklaret, at bilen af en eller anden grund kom ud i rabatten.

- Vi har en vidneforklaring, som siger, at lastbilen kommer ud i rabatten i højre side. Der er ikke noget nødspor på den strækning. Derefter går bilen på tværs af første og anden vognbane, inden den rammer broen, forklarer Ole Hald.

Ulykken skete kort før klokken 05.00.

Politi og hjemmeværn er lørdag middag på stedet for at etablere skiltning, så trafikanterne bliver ledt af alternative ruter.

Vejdirektoratet oplyser på Twitter, at der på nuværende tidspunkt ikke er nogen tidshorisont for, hvornår motorvejen åbner.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV