De to målmænd Petr Cech eller Thibaut Courtois skal i den kommende sæson kæmpe om pladsen som keeper for Chelsea.
32-årige Cech har været Chelseas førstekeeper gennem det seneste årti, men tjekkens position er truet af 22-årige Courtois. Den unge belgier var i sidste sæson en vigtig faktor, da Atlético Madrid blev spanske mestre og nåede frem til finalen i Champions League.
Manager José Mourinho forventer enorm konkurrence om pladsen i målet.
- Thibout er lige ankommet, og han er den bedste, unge målmand i verden. De vil kæmpe om det. Det er et positivt problem for mig, og jeg har aldrig været bange for at træffe et valg, fastslår José Mourinho over for Sky Sports.
- Jeg foretrækker denne situation frem for, at vi ikke havde nogen gode målmænd i Chelsea.
- Denne klub ønsker at være stærk og have muligheder for at kæmpe med om titlerne, så vi skal have konkurrence på alle positioner, siger manageren.
Petr Cech blev i maj opereret for en skulderskade. Tjekken har dog stået i klubbens træningskampe frem mod den kommende sæson.
Thibaut Courtois er netop ankommet til Chelsea efter sommerens VM, hvor han nåede frem til kvartfinalerne med Belgien.
Chelsea spiller holdets første kamp i Premier League den 18. august på udebane mod oprykkerne fra Burnley.
/ritzau/