Mourinho dropper pressen efter bortvisning

Skrevet af admin

24/10/2015

Dagens topnyheder

Chelsea-manager José Mourinho ville ikke tale med pressen, efter hans mandskab lørdag tabte for femte gang i sæsonen i Premier League, da West Ham på hjemmebane vandt 2-1.

Forud var gået en intens kamp, hvor José Mourinho i forbindelse med noget ballade i pausen væk fra tv-kameraerne var blevet bortvist. Dermed måtte Mourinho se anden halvleg fra tribunen på stadion.

I første halvleg følte Mourinho formentlig, at alle marginaler var gået mod hans hold, som på det tidspunkt var bagud med 0-1 og havde fået Nemanja Matic udvist. Samtidig havde kun mållinjeteknologi afholdt Chelsea fra en udligning.

Mourinho var så sent som tirsdag ude at brokke sig over dommeren i Champions League, mens han i sidste uge fik en bøde på over 500.000 kroner for dommerbrok i begyndelsen af oktober efter en kamp mod Southampton.

I den forbindelse fik Mourinho også en betinget stadionkarantæne på én kamp, hvis han igen udtalte sig negativt om dommerne i Premier League.

Det er måske årsagen til, at Mourinho lørdag forlod stadion i tavshed, men manageren får formentlig stadigvæk karantæne for sin bortvisning.

Også Chelseas assisterende træner Silvino Louro blev så arrig, at dommeren sendte ham op på tribunen i løbet af kampen.

/ritzau/