Mourinho efter 1-1: Mine angribere er ikke kliniske

Skrevet af admin

27/02/2014

Dagens topnyheder

Chelsea-manager José Mourinho kom endnu en gang med en sviner til sine angribere efter onsdagens 1-1-opgør i Champions League ude mod Galatasaray.

De engelske gæster burde have bragt sig komfortabelt foran i kampens første halve time, men det blev kun til Fernando Torres' ene scoring efter ni minutter.

- Det er sådan i Chelsea, at vi har brug for mange chancer for at score mål. Vi er ikke kliniske. Vi scorer normalt ikke på den første eller anden chance.

- I dag scorede vi på vores første chance, og det er vist første gang, at det er sket. Vi plejer at have brug for tre-fire-fem chancer, siger José Mourinho til TV3+ efter sejren.

Allerede tirsdag aften kom en skjult optagelse frem med den portugisiske manager, hvor han sagde, at han manglede en målscorer.

Flere medier har spekuleret i, at det måske kunne betyde, at Galatasarays Didier Drogba kunne få comeback i Chelsea. Netop Drogba fik dog ikke skabt det store mod sin tidligere arbejdsgiver i onsdagens opgør.

- Det var mærkeligt at spille mod ham, men under kampen tænker man kun på at vinde og score mål, siger Mourinho.

Chelsea-manageren regner med, at Didier Drogba fortsat er populær i London, hvor angriberen skal på besøg i returkampen om tre uger.

- Jeg tror, at han vil få en utrolig velkomst i London, siger Mourinho.

/ritzau/