Mourinho efter avancement: Vi tabte fortjent

Skrevet af admin

27/11/2013

Dagens topnyheder

Chelsea gik tirsdag aften videre fra Champions League-gruppespillet, selvom klubben tabte 0-1 ude til FC Basel.

Den engelske klubs manager, José Mourinho, mener, at hans hold fik som fortjent i kampen mod schweizerne.

- Det var en dårlig præstation, et fortjent nederlag, siger portugiseren ifølge Sky Sports.

- Men på grund af andre resultater kommer vi videre matematisk, og det er den eneste positive ting ved denne aften, at vi er blandt de sidste 16.

Chelsea har ni point for fem kampe, mens Basel og Schalke 04 følger efter med henholdsvis otte og syv point.

Netop de to hold mødes i Tyskland i sidste runde, mens Chelsea tager imod rumænske Steaua Bukarest, der er sidst med tre point.

- Nu skal vi have det resultat på hjemmebane, der gør, at vi slutter som nummer et, siger José Mourinho.

Gruppesejren er eftertragtet, fordi den betyder, at man undgår at møde en anden gruppevinder i 1/8-finalerne.

/ritzau/