Mourinho er utilfreds med Chelseas kampprogram

Skrevet af admin

28/02/2014

Mest læste i dag

Chelseas manager José Mourinho er - igen - utilfreds med sit holds kampprogram i Premier League. Han mener, at de, som planlægger kampene, ikke tager hensyn til hold, som også spiller europæiske kampe.

Chelsea møder lørdag Fulham i Premier League kun tre dage efter Champions League-kampen mod Galatasaray i Istanbul. Og denne gang har José Mourinho fået opbakning af Fulhams nye manager Felix Magath og af sin egen midtbanespiller Frank Lampard.

- Jeg vil gerne rose Felix Magath for, at han var den første til at sige, at vores kamp lørdag bliver anderledes, fordi Chelsea spillede midt på ugen, siger Mourinho ifølge Skysports.

Chelsea spillede sent onsdag i Tyrkiet, og spillerne trænede hverken torsdag eller fredag.

- Det var en speciel situation, fordi kampen var så langt væk. Det bliver en svær situation at spille allerede lørdag. Det ved Magath, fordi han har spillet europæisk fodbold med mange forskellige klubber, siger Mourinho, som nærmest lagde bånd på sig selv sammenlignet med Frank Lampard.

Chelsea-veteranen siger nemlig til avisen Daily Mail, at der mangler retfærdighed:

- Vi forventer ingen tjenester, og vi får dem sandelig heller ikke.

- Jeg ved ikke med Premier League, men i andre lande virker det, som om man tager hensyn til de hold, som repræsenterer landet i Champions League. Det tror jeg ikke, at vi gør her, siger Frank Lampard.

Han efterlyser en regel om en ekstra hviledag, hvis man kommer hjem fra en udekamp senere end klokken seks næste morgen.

/ritzau/