Mourinho erkender nederlaget - men tror på finalen

Holdet tabte onsdag den første af to semifinaler med 4-1 på udebane mod Dortmund, hvor angriberen Robert Lewandowski kanonerede fire scoringer ind. 

Tyskerne var klart bedre på dagen, vurderede Real Madrids træner Jose Mourinho.

- Jeg synes, at de fortjente at vinde. De var bedre end os - både som hold og individuelt. De var stærkere både fysisk og mentalt, sagde han efter kampen til TV3+ og tilføjede:

- Realiteten er, at vi mistede kontrollen med kampen, og det var skuffende.

Jose Mourinho var især skuffet over, at Real Madrids spillere ikke formåede at dæmme op for Dortmunds polske målmaskine Robert Lewandowski.

- Vi vidste alt om ham, og hvordan han bevæger sig, og når han så scorer fra de positioner, så er det skuffende, sagde den portugisiske træner, der trods resultatet stadig ser muligheder for at nå finalen i turneringen.

- I Madrid er intet afgjort, slog han fast.

Dagens Gossip