Mourinho fik en sejr: Det er en stor lettelse

Chelsea-manager, José Mourinho, fik onsdag krisen lidt på afstand med en 2-1-sejr over Dynamo Kiev i Champions League.

Willian sørgede for sejren, da han syv minutter før slutfløjt scorede det afgørende mål på et direkte frispark.

- Sejren er en stor lettelse. Spillerne fortjener at få noget ud af deres hårde arbejde, siger Mourinho ifølge AFP.

Sejren var den blot anden i de seneste ni kampe for det engelske mesterhold, der er helt nede på en 15.-plads i Premier League.

- Mange af spillerne er på vej tilbage til deres normale niveau, selv om vi som hold bliver ramt, når vi møder modgang.

- Forskellen i dag var, at vi havde selvtillid i modgangen.

- Holdet var stærkt mentalt, og spillerne blev ved med at forsøge, og det er jeg glad for, siger portugiseren.

Midt i den igangværende krise har flere kommentatorer spekuleret i, at Mourinho nærmede sig en fyring i Chelsea, men det var ikke til at se på Stamford Bridge onsdag aften. Her fik manageren masser af opbakning fra klubbens fans.

Det blev også bemærket af den hårdt pressede portugiser.

- Ja, det er fantastisk efter de dårlige resultater. Hukommelsen hos Chelseas fans er stærkere, end hvad de læser i aviserne og hører fra kommentatorer på tv.

- Alle vil have mig ud, men de ønsker, at jeg bliver. Det viste de tydeligt, siger Mourinho i et tv-interview vist på TV3+.

Mourinhos mandskab har med sejren syv point på andenpladsen i gruppe G, der toppes af FC Porto med ti point, efter at portugiserne onsdag vandt med 3-1 ude over Maccabi Tel Aviv.

Dynamo Kiev har fem point, mens Maccabi Tel Aviv fortsat står noteret for nul point.

/ritzau/

Dagens Gossip