Mourinho giver Moyes skylden for Rooney-uro

På pressemødet forud for topbraget mellem Manchester United og Chelsea svarede José Mounrinho tydeligt på spørgsmålet, om hvorvidt Moyes er den skyldige i uroen omkring Wayne Rooney i Manchester United.

- Selvfølgelig, sagde den portugisiske manager.

Rooney har over flere omgange været utilfreds med sin situation i United, men ligner nu for alvor en mand på vej væk, da Robin van Persie har henvist briten eftertrykkeligt til bænken.

- Selvfølgelig må store hold have andenvalg (til startopstillingen, red.). Også store spillere. Det vigtige er, om spillerne er villige til at acceptere den situation, uddyber Mourinho.

Den tidligere Real Madrid- og Inter-træner antyder, at Moyes ikke har formået at holde Rooney tilfreds med en bænkeplads. En hård dom med tanke på, at Rooney også i den forgangne sæson blev bænket konsekvent af Ferguson og var synligt utilfreds med det.

Kommentarerne kan være et led i en transferstrategi, da Rooney er Mourinhos erklærede transfermål. Chelsea er et sandt overflødighedshorn af klassespillere, men i angrebet mangler de en spiller fra øverste hylde, siden unge Romelu Lukaku endnu ikke er klar til at løfte arven fra Didier Drogba, og Fernando Torres stadig ikke kan finde målet, om han så stod inde i det.

Dagens Gossip