Mourinho griner af gamle Eto'os drillerier

Skrevet af admin

09/03/2014

Mest læste i dag

Chelseas camerounske angrebsprofil Samuel Eto'o fejrede sin 1-0-scoring i lørdagens 4-0-sejr hjemme over London-rivalerne Tottenham på en besynderlig måde.

Angriberen haltede ud til hjørneflaget og holdt sig til ryggen, som var han en gammel mand - en hentydning til Chelsea-manager José Mourinho, der i februar beklagede sig over Chelseas angrebsalternativer og gjorde grin med 32-åriges Eto'os fremskredne alder.

Den portugisiske manager kunne efterfølgende afsløre, at han var godt underholdt af den spøjse målfejring.

- Det var fantastisk. Vi havde set den komme, for han har haft forberedt et eller andet i ugens løb.

Der er blevet sået tvivl om Eto'os egentlige alder, efter at angriberens ekskæreste sidst i februar påstod, at Eto'o i virkeligheden er 39 år.

Og efterfølgende blev Mourinho citeret for følgende:

- Problemet i Chelsea er, at vi mangler angribere. Jeg har kun en (Eto'o), og han er 32 år, ja måske 35 år. Hvem ved?

Men efter Tottenham-kampen lørdag manede portugiseren alle spekulationer til jorden.

- Jeg synes, Eto'o er fantastisk. Se den måde, han har håndteret situationen på i de sidste par uger. Han er fantastisk. Og jeg fortalte ham før kampen, at "du scorer uden tvivl i dag".

Samuel Eto'o fylder i øvrigt 33 år på mandag.

/ritzau/