Mourinho i krise tror på top-4: Jeg løber ikke væk

Skrevet af admin

03/10/2015

Dagens topnyheder

Chelsea-manager Jose Mourinho har ikke tænkt sig at stoppe i den kriseramte engelske mesterklub.

Lørdag blev London-mandskabet slået med 1-3 på eget græs af Southampton, hvilket efterlader Chelsea på en skuffende 16.-plads med otte point efter otte spillerunder.

- Jeg løber ikke væk. Hvis klubben vil fyre mig, så må de fyre mig. Jeg løber ikke fra mit ansvar, mit hold og min overbevisning, hvis man kan sige det sådan, siger Mourinho i et interview, der blev vist på TV3+ efter kampen.

Han mener, at klubben vil tage en dårlig beslutning ved at fyre ham, som engelske medier er begyndt at spekulere i.

- Hvis klubben fyrer mig, fyrer de den bedste manager, klubben har haft, siger Mourinho.

Han medgiver dog, at klubben efter den svage start får mere end svært ved at genvinde mesterskabet. Men mindre kan gøre det, mener han.

- Det bliver svært at vinde mesterskabet nu, men jeg er overbevist om, at vi slutter i top-4, og gør vi det, så er det okay, siger Chelsea-manageren.

Mourinho langer i sit interview desuden ud efter kampens dommer, som han mente skulle have tildelt Chelsea et straffespark.

- Dette straffespark er mere end vitalt, fordi holdet i denne tid har det med at kollapse, når det møder modgang. Mentalt og psykologisk er holdet utroligt langt nede, siger Mourinho.

Chelsea er efter otte spillerunder 10 point efter Premier Leagues tophold Manchester City.

/ritzau/Reuters