Mourinho: Liverpool kan vinde Premier League

Liverpool kan ifølge Chelsea-manager José Mourinho sagtens ende med at vinde det engelske mesterskab i denne sæson.

Det skyldes ikke mindst holdets topscorer, Luis Suarez, der har scoret 19 mål i 13 ligakampe.

- Han var ikke med i starten af sæsonen på grund af karantæne, men da den var overstået, har deres statistikker været fantastiske.

- Da han kom tilbage, var det et kæmpe plus. Men vi skal også være fair. Liverpool gjorde det også meget godt uden ham, da han var i karantæne, siger José Mourinho til Sky Sports.

Chelsea-manageren mener også, at Brendan Rodgers Liverpool-mandskab kan lukrere på, at holdet modsat Manchester City, Arsenal, Manchester United og Chelsea ikke deltager i Champions League.

- Jeg tror på, at de kan vinde ligaen, fordi de er gode. Brendan er en god manager. Og så har de tid til at forberede holdet taktisk, fordi de ikke spiller med i knockout-kampene i Champions League, og de er heller ikke er med i Europa League.

- Mine spillere skal spille 60 kampe. Liverpool skal spille 40 kampe. Det er en kæmpe forskel.

- Kvalitet, ambitioner og denne fordel, gør dem til bejlere, mener José Mourinho.

Portugiseren nedspiller samtidig Chelseas egne chancer for at vinde Premier League. Han henviser til, at Chelsea de seneste to sæsoner har haft 25 og 14 point færre end det hold, der har vundet titlen.

- Vi og Arsenal skal forsøge at gøre det bedste, vi kan. Vi vil gøre vores arbejde og forsøge at slutte i top-fire. Hvis vi kan ende i top-fire, så lad os se, hvad vi ellers kan gøre, siger han.

Chelsea møder søndag Liverpool hjemme på Stamford Bridge. Chelsea indtager tredjepladsen med 37 point, mens Liverpool har 36 point på fjerdepladsen. Ligaen toppes af Arsenal med 39 point.

/ritzau/

Dagens Gossip