Mourinho lufter utilfredshed med syv navngivne spillere

Normalt er det vanskeligt at få en træner til at kritisere en af sine spillere offentligt, uanset hvor håbløs en præstation denne måtte have leveret.

Men José Mourinho - også kendt som "The Special One" - er en undtagelse.

Efter Chelseas sløje sæsonstart, hvor det er blevet til ét point mod Swansea og et 0-3-nederlag til Manchester City, lufter den portugisiske manager nu sin utilfredshed med syv specifikke spillere offentligt.

- Vi har ét point efter to kampe. Jeg er absolut ikke glad, siger Mourinho ifølge Sky Sports.

- Jeg er ikke tilfreds med nogen. Jeg er ikke tilfreds med (Branislav) Ivanovic' form, (Gary) Cahill, John (Terry), Azpi (César Azpilicueta), Eden (Hazard), (Cesc) Fabregas og (Nemanja) Matic, lyder det fra manageren.

Men det er ikke kun spillerne, som har underpræsteret.

- Først og fremmest er jeg ikke tilfreds med min egen form, for jeg plejer at få bedre resultater, end jeg gør nu, fortæller José Mourinho.

Chelsea skal søndag forsøge at komme tilbage på sporet, når de forsvarende mestre gæster West Bromwich, der også har åbnet sæsonen med en uafgjort og et nederlag.

/ritzau/

Dagens Gossip