Mourinho på byge af spørgsmål: Jeg har intet at sige

Skrevet af admin

31/10/2015

Dagens topnyheder

Chelsea-manager José Mourinho var ikke meget for at delagtiggøre omverdenen i sine tanker efter lørdagens 1-3-nederlag til Liverpool.

I et interview efter kampen på Stamford Bridge valgte den kriseramte manager ifølge Sky Sports at besvare syv spørgsmål med; "jeg har ikke noget at sige."

Den meget fåmælte portugiser kunne kampen igennem høre en gruppe Chelsea-fans råbe sit navn som en slags støtteerklæring, efter at flere medier er begyndt at spekulere i, om Mourinho er fyringstruet.

- Fansene er ikke dumme, lød Mourinhos korte svar.

Chelsea-manageren blev også spurgt til, om han var bekymret for sin jobsituation, og her var svaret nej.

Jose Mourinhos forsvarende mesterhold har fået en historisk dårlig start i Premier League, hvor holdet blot er noteret for 11 point efter 11 spillerunder.

Mod Liverpool fik Chelseas værter en drømmestart, da Ramires efter bare fire minutter headede hjemmeholdet foran med 1-0. Liverpools Philippe Coutinho scorede senere to gange, før Cristian Benteke i slutfasen cementerede gæsternes sejr.

/ritzau/