Mourinho roser Moyes som Fergusons afløser

Everton-manager David Moyes er ifølge José Mourinho et godt valg som afløser for Alex Ferguson i Manchester United.

Mourinho har stor forståelse for Uniteds beslutning og afslører, at han blev ringet op af Ferguson, der i onsdags valgte at annoncere sit stop som manager for den engelske mesterklub.

- Da Sir Alex ringede mig op og gav mig den ære at høre hans beslutning, var jeg overrasket og bedrøvet.

- Jeg var glad for at mærke hans følelser og stolthed over en fantastisk karriere.

- Det bliver svært for mig - og sikkert alle andre trænere - at rejse til Old Trafford for at møde Manchester United, uden at hans mytologiske figur venter på os, siger Real Madrid-træneren til Sky Sports.

- Jeg synes, at David er et rigtig godt valg. Jeg kan godt lide ham som person. Jeg kan også godt lide hans karakter som manager. Jeg tror, at Manchester United vil bakke ham op, og jeg mener, at han har kvaliteterne til at gøre det godt.

- Jeg ønsker Sir Alex et godt liv, og jeg ønsker David en succesfuld karriere på Old Trafford, siger Mourinho.

José Mourinho var selv en af de kandidater, der i medierne blev nævnt som fremtidig afløser for Alex Ferguson. Portugiseren oplyser dog, at et samarbejde mellem de to parter aldrig har været til diskussion.

- Vi er gode venner, og mine venner ved, hvilken klub jeg gerne vil være træner for, når jeg er færdig med mit arbejde i Real Madrid, siger Mourinho.

Selv om portugiseren i øjeblikket er på kontrakt i Real Madrid, så er Mourinho blevet kædet sammen med et comeback i sin tidligere klub Chelsea.

/ritzau/

Dagens Gossip