Mourinho roste sit hold: Vi spillede seriøst

Real Madrid hentede onsdag aften det bedste resultat af alle mandskaber i Champions Leagues kvartfinaler.

Med en sikker sejr på 3-0 over Galatasaray kan træner José Mourinho se tilbage på en kamp, som de styrede fra start til slut.

- Vi spillede seriøst. Vi forstod, at vores modstander var vanskelig, og vi forsvarede rigtig, rigtig godt. Det var meget vigtigt for os, sagde José Mourinho til 3+.

- Ved 2-0 var det vigtigt for os at holde koncentrationen og vente på chancen for at score til 3-0. Vi ville ikke jagte det mål som gale og åbne os bagude. Nu har vi en svær kamp i Istanbul. Jeg kender Istanbul godt, men 3-0 er et godt udgangspunkt, tilføjede portugiseren.

Selv om Cristiano Ronaldo, Karim Benzema og Gonzalo Higuain alle kom på tavlen for Real Madrid, mens ingen fra det tyrkiske hold gjorde det, er det ikke en Real Madrid træner, der føler sig sikker på en semifinaleplads.

- Det er et godt resultat, men det er åbent. Vi kan rende ind i et rødt kort. De vil kæmpe meget hårdt, advarer Mourinho.

Returkampen på Türk Telekom Arena i Istanbul er på tirsdag.

 

 

Dagens Gossip