Mourinho: Spillerne har forrådt mig

Skrevet af admin

15/12/2015

Dagens topnyheder

Mandagens nederlag til Leicester var Chelseas niende i denne sæson, og de forsvarende Premier League-mestre er nu kun et enkelt point fra nedrykningsstregen.

Og det piner tydeligvis holdets manager, José Mourinho.

- I øjeblikket er vi i en zone, som gør mig skamfuld, siger portugiseren efter aftnens nederlag på 1-2 til Kasper Schmeichels klub.

- Jeg kan godtage, at vi er i nedrykningszonen, men jeg anerkender ikke, at vi er en del af nedrykningskampen, siger han.

Selv om Chelsea kun har skrabet 15 point sammen i 16 kampe, mens Leicester på førstepladsen er oppe på 35 point, har Mourinho ikke opgivet håbet om i det mindste at sikre Chelsea en placering blandt de seks øverste.

- Vi kan ikke slutte blandt de fire øverste, men vi kan stadig slutte i top seks, fordi så mange hold sætter point til, siger han til BBC.

Chelsea blev knækket af to mål scoret af Leicesters Jamie Vardy og Riyad Mahrez, og Mourinho har ikke meget godt at sige om sine spilleres indsats.

Begge scoringer kunne være undgået, hvis spillerne bare havde lyttet til deres manager, mener han.

- Det var uacceptabelt, fordi jeg ved, at en af mine bedste kvaliteter er at læse kampen for mine spillere, analysere modstanderen og identificere hver eneste detalje. Men disse to mål ..., siger Mourinho, før han begiver sig ud i en længere forklaring om, hvordan Chelseas forsvar skulle have ageret i de afgørende situationer.

- Jeg føler, at mit arbejde er blevet forrådt, hvis det er det rigtige ord, siger han.

- Hele sidste sæson udførte jeg et fænomenalt arbejde og løftede dem (Chelseas spillere, red.) til et niveau, der er ikke deres normale, fortsætter han.

/ritzau/Reuters