Mourinho tirrer 25-årig stjernespiller

Juan Mata er i denne sæson røget uden for startopstillingen hos Premier League-klubben Chelsea.

Brasilianske Oscar har fortrængt den spanske stjernespiller fra positionen lige bag den forreste angriber, og senest var Juan Mata end ikke i truppen, da Chelsea lørdag vandt 2-0 hjemme over Fulham.

Ifølge storklubbens manager, José Mourinho, er spanieren mere end velkommen til at erobre pladsen tilbage.

- Jeg håber, at han på banen fortæller mig: Du tager fejl, og jeg skal spille hver eneste kamp, siger den portugisiske manager ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Det ville jeg elske. Det er at være professionel. Jeg tror, at han er en god dreng og en meget god professionel, og jeg venter på en professionel reaktion, siger José Mourinho.

25-årige Juan Mata blev kåret som Chelseas bedste spiller i sine første to sæsoner i klubben fra 2011 til i år.

Det tæller dog ikke for José Mourinho, der i sommer vendte tilbage til Chelsea efter seks års fravær.

- Historien spiller ikke med. Fortid er fortid, og man skal vurderes på, hvad man præsterer nu, siger manageren.

José Mourinho lover foreløbig, at Juan Mata er med fra start, når Chelsea på tirsdag møder Swindon ude i den engelske liga cup-turnering, Capital One Cup.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV