Mourinhos Chelsea-liv er presset før Leicester-møde

Skrevet af admin

13/12/2015

Mest læste i dag

Før sæsonen ville det have lydt som et usandsynligt scenarie, at Chelsea-manager Jose Mourinhos job ville være på spil i en udekamp mod Leicester. Men det er nærmest tilfældet mandag aften, for fyringen lurer så småt for Mourinho.

Chelseas forsvarende mestre er inden kampen mod Leicester placeret lige over nedrykningsstregen, mens sidste sæsons nummer 14, Leicester, kan spille sig tilbage på førstepladsen med en sejr.

José Mourinho mener, at Chelseas sæson er på vej i den rigtige retning. Midt på ugen spillede holdet sig videre i Champions League, og formen i Premier League var også opadgående, indtil Chelsea sidste runde tabte hjemme til oprykkeren Bournemouth.

Han spekulerer derfor ikke selv over en potentiel fyring i tilfælde af endnu et nederlag mandag.

- Jeg er altid imod, at man fyrer sin manager, før sæsonen er slut. Hvis man ønsker forandring, når sæsonen er slut, og man har analyseret resultaterne, så kan man skifte der, siger den portugisiske manager.

- Jeg tror, min situation er unormal. De dårlige resultater er unormale. Det ville være normalt at give mig muligheden for at forbedre holdet og gøre arbejdet færdigt.

Chelsea er inden kampen 14 point fra fjerdepladsen, der giver adgang til næste års Champions League-kvalifikation.

Men Chelseas beskedne placering får ikke Leicesters manager, Claudio Ranieri, til at tage let på opgaven. Han forventer, at Chelsea snart begynder at arbejde sig op i tabellen.

- Deres manglende sejre betyder ikke noget, for Chelsea er Chelsea, og Mourinho er Mourinho, siger Claudio Ranieri.

- Jeg er sikker på, at de ligger i top fire, når sæsonen er slut, tilføjer Ranieri.

/ritzau/