Movia, DSB og Metroselskabet vil samles i ét selskab

I forslaget hedder det, at »det skal være nemmere at være kunde i den kollektive transport«, og at kunderne skal opleve, at transporten er en sammenhængende enhed med fælles navn og logo, koordinerede køreplaner og samme billetter.

Transportminister Pia Olsen Dyhr er enig. Hun vurderer ifølge Politiken, at det nye trafikselskab allerede kan være en realitet næste sommer:

»Jeg synes, at de tre selskabers oplæg grundlæggende er godt. Jeg er optaget af, at man som kunde ikke tænker på, om man kører med Metroselskabet eller DSB eller Movia. Det kollektive system skal opleves som ét«.

De tre trafikselskaber skal ifølge forslaget fortsætte hver for sig og bevare deres identitet i andre sammenhænge, mens al kundeaktivitet skal ske gennem paraplyselskabet.

Københavns Kommunes repræsentant i Movias bestyrelse, Peter Thiele (SF), havde ifølge Politiken gerne set, at sammenlægningen var endnu mere radikal, så selve driften af de kollektive transportsystemer også blev samlet ét sted, men han erkender, at der ikke er politisk basis for det.

Ifølge Metroselskabets kundedirektør, Rebekka Nymark, er det »oplagt« at slå kludene sammen:

»Vi ved, at halvdelen af passagererne i Metroen kommer fra andre kollektive transportformer eller skal over i en. Vi lever af hinandens kunder. Så det vil være meget værdifuldt at at få koordineringen gjort langt bedre«.

Dagens Gossip