Movia har succes med kameraer på kontrollørerne

Skrevet af admin

19/12/2015

Dagens topnyheder

Trafikselskabet Movia har haft så positive erfaringer med at give sine kontrollører et lille kamera foran på uniformen, at forsøgsordningen nu bliver permanent.

Det fortæller centerchef Søren Englund til DR Nyheder.

- 90 procent af kontrollørerne siger, at de føler sig mere trygge med kameraerne, og det giver et bedre arbejdsmiljø. Det er vi meget tilfredse med.

Kameraerne kan aktiveres, hvis billetkontrolløren føler sig truet. Det er sket 233 gange, siden forsøget begyndte i januar.

18 af optagelserne har siden ført til politianmeldelse, og fem af sagerne er gået i retten. Ingen af dem er dog afsluttet endnu.

- Det er primært vold, men også trusler, der er optaget med kameraerne. Det er jo blevet lettere at dokumentere truslerne, fordi der også optages lyd, siger Søren Englund.

Datatilsynet har sagt god for forsøget, men har pointeret, at lovgivningen skal overholdes.

Det betyder blandt andet, at uvedkommende ikke må kunne identificeres på optagelserne.

/ritzau/