Movia overvejer alkolås til chauffører

Efter gårdsdagens anholdelse af en fuld buschauffør på ruten 663 Præstø/Vordingborg, vil busselskabet Movia overveje at få indført alkolås i deres busser.

Det siger Centerchef i Movia Søren Englund.

Snøvlede og købte øl Buschaufføren blev anmeldt af en passager, da han virkede snøvlende under billetteringen. Og da han ydermere stoppede og købte øl undervejs, følte flere passagerer sig utrygge og ringede til politiet, som standsede bussen og alkotestede chaufføren.

Han blev derefter anholdt og sigtet for spirituskørsel.

Og nu vil Movia overveje at indføre alkolås i deres busser.

- Situationen som nu er opstået igen, får os selvfølgelig til at diskutere om alkolåse skal være en del af vores fremtidige krav til operatørerne, siger Søren Englund til DR Sjælland.

Overvejer igen Alkolås i biler og busser betyder rent praktisk, at bilen først kan starte, når chaufføren har leveret en ren prøve i et alkometer.

Det er ikke første gang Movia har oplevet sager med fulde chauffører, og overvejelsen om alkolås i busserne har været på skrivebordet tidligere. Men sagen fra i går får Movia til at se på muligheden igen.

- Det er ikke et krav i dag, men nu er vi da igen tvunget til at overveje det. Det er helt sikkert, siger Søren Englund til DR Sjælland.

Movia oplyser i øvrigt at den påvirkede chauffør ikke kommer til at køre bus for dem igen.

Dagens Gossip