Moyes takker fans for trofasthed i krisetid

Den hårdt prøvede Manchester United-manager David Moyes hylder - forud for Uniteds lørdagsopgør ude mod West Bromwich Albion - klubbens fans for deres loyalitet.

Den skotske manager mener, at supporterne viste styrke, da modgangen pludselig ramte holdet.

- Hvis du er fodboldfan, så forstår du, hvad loyalitet er. Hvis du følger en klub passioneret, så følger du den, ligegyldigt om holdet spiller godt eller skidt.

- Jeg tror, at Manchester Uniteds fans for tiden indser, at der er gang i nogle forandringer, og de forstår, at de gode tider nok skal komme igen, siger David Moyes

United har blot vundet 13 ud af 27 Premier League-kampe i denne sæson, og det er yderst tvivlsomt, at storklubben er at finde i Champions League i den kommende. Der er pt 12 point op til fjerdepladsen, der udløser deltagelse i den prestigefyldte turnering.

Ifølge David Moyes er det primært manglende mål, der har placeret de regerende engelske mestre på syvendepladsen i Premier League.

- Vi bliver nødt til at kreere flere målchancer, end vi har gjort indtil videre. Vi har spillet udmærket i en del kampe, hvor vi ikke har udnyttet vores chancer og fået scoret, siger Moyes og fortsætter:

- Jeg vil have kreativitet, og jeg synes, at tilgangen af Juan Mata og det sammenspil, han har med Wayne Rooney og Robin van Persie, har hjulpet på den kreativitet.

Ud over kvalerne i Premier League hænger Uniteds videre deltagelse i Champions League også i en tynd tråd. Storklubben er bagud med 0-2 til græske Olympiakos inden returopgøret på Old Trafford den 19. marts.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip