Mubarak atter for retten i Cairo

Mubarak blev overraskende løsladt fra fængslet 22. august, efter at anklagepunkterne i to korruptionssager blev frafaldet. Efter domstolens beslutning om at frafalde anklagerne blev den 85-årige tidligere præsident fløjet direkte fra fængslet til et militærhospital, hvor han har været indlagt og anbragt under husarrest siden.

Hosni Mubarak blev væltet ved den folkelige opstand i landet i februar 2011.

Han blev senere fængslet og dømt til livsvarigt fængsel for medvirken til drab på 800 demonstranter, konkret for ikke at have grebet ind over for sikkerhedsstyrkernes fremfærd i de bevægede dage, der førte til hans afsættelse.

Mubarak fik i foråret med sine advokaters hjælp trumfet en appelsag igennem, og det er den, der genoptages lørdag.

Efter afsættelsen af den islamistiske præsident, Mohamed Morsi, 3. juli, og indsættelsen af den militærstøttede regering, er det ifølge internationale medier fornemmelsen i Cairo, at myndigheder og domstole er ved at rulle udviklingen tilbage i retning af tilstanden under netop Mubarak.

Det Muslimske Broderskab, der støttede præsident Morsi, er atter blevet undertrykt og dets demonstrationer blevet mødt med brutalitet. Men også Egyptens mere liberale befolkningsgruppe er i oprør over den kurs, som »dens revolution« har taget.

Som et konkret udtryk for frustrationen forlod Egyptens midlertidige vicepræsident, den respekterede Nobelprisvinder, Mohamed ElBaradei, midt i august regeringen i protest mod den politik, der blev lagt for dagen.

Hvis domstolen på et tidspunkt vælger at ophæve livstidsdommen mod Mubarak og sætte ham på fri fod, kan det derfor ikke udelukkes at såvel liberale som islamister atter vil gå gaden i protest. Enten hver for sig eller samlet, som det var tilfældet på Tahrirpladsen under opgøret med Mubarak.

Dagens Gossip