Mubaraks sønner frikendt for korruption

En egyptisk domstol har frikendt den tidligere præsident Hosni Mubaraks to sønner Alaa og Gamal i en korruptionssag, skriver nyhedsbureauet dpa.

Også Mubaraks sidste premierminister Ahmed Shafiq, som var anklaget for at sælge statsejet jord til Mubaraks sønner til en pris under det daværende markedsniveau, er frifundet.

Gamal og Alaa Mubarak var mødt frem til domsafsigelsen i et midlertidigt etableret retslokale i et politiakademi i en forstad til Kairo.

Ahmed Shafiq, som var kandidat til præsidentvalget i 2012, var ikke mødt frem i retten torsdag.

Shafiq har opholdt sig i De Forenede Arabiske Emirater, siden han forlod Egypten i juni 2012, da han tabte valget til Mohamed Mursi fra Det Muslimske Broderskab.

Gamal og Alaa Mubarak er sammen med Hosni Mubarak også anklaget i en anden sag om magtmisbrug.

Hosni Mubarak sad på præsidentposten i Egypten i 30 år fra 1981 til 2011.

/ritzau/dpa

Dagens Gossip