Mugabe kan igen rejse ind i Europa

Skrevet af admin

04/02/2015

Mest læste i dag

Zimbabwes omstridte præsident, Robert Mugabe, har på ny fået lov til at besøge EU's medlemslande.

Han har ellers været nægtet indrejse i unionen siden 2002.

Den snart 91 år gamle Mugabe har styret Zimbabwe de seneste 35 år, og på grund af brud på menneskerettighederne indførte EU i 2002 en våbenembargo, indefrøs Mugabes værdier i europæiske lande og nægtede ham siden indrejse.

I sidste uge blev Mugabe dog valgt til ny leder af Den Afrikanske Union (AU), og i den egenskab får han nu mulighed for at rejse til Europa.

- Forbuddet vil blive ophævet, når han rejser i egenskab af at være AU-leder, siger Catherine Ray, talsmand for EU's fælles udenrigstjeneste.

EU gjorde allerede sidste år en undtagelse for Mugabes rejseforbud, da præsidenten i lighed med andre afrikanske stats- og regeringschefer skulle deltage i EU's Afrika-topmøde.

Mugabe blev imidlertid stærkt utilfreds, da hans kone, Grace, blev nægtet visum, og han valgte at holde sig væk fra topmødet.

Mugabe er den ældste afrikanske leder, og samtidig er han en af de mere kontroversielle i Afrika efter kolonitiden.

I store dele af Afrika blev han set som en helt, der kæmpede mod koloniherrer, da han overtog magten i 1980 efter en brutal guerrillakrig mod den britiskstyrede minoritetsregering.

Hans stjerne er siden falmet hos mange, men Mugabe står stadig som en central politisk figur på kontinentet.

/ritzau/AFP