Mugabe står til at få flertal i parlamentet

Optællingen viser ifølge BBC, at ZANU-PF har vundet 137 ud af 210 pladser i parlamentet. Dermed ser præsidentens parti ud til at have vundet en komfortabelt flertal ved valget, der fandt sted onsdag.

Hvis partiet når op på 140 pladser, har det et flertal på totredjedele, og dermed kan det egenhændigt ændre landets forfatning.

Mugabes udfordrer, premierminister Morgan Tsvangirai, har beskrevet valget som en »farce« og hævder, at omfattende valgsvindel har fundet sted.

Hans parti, Bevægelse for Demokratisk Forandring, har erklæret, at man ikke anerkender valget eller den nye regering, der følger af valget.

Den Afrikanske Union har erklæret, at valgets afvikling var fair, og en anden afrikansk organisation, South African Development Community, har erklæret valget for frit, men har endnu ikke villet kalde det for fair.

Tsvangirais parti har peget på, at ikke-eksisterende borgere modtog stemmesedler, ligesom der er rapporteret om folk, der ikke fik lov at stemme.

Partiets ledere mødtes fredag for at tage stilling til, hvad man nu vil stille op, og lørdag ventes partiet at komme med en erklæring.

Kilder i partiet oplyser ifølge Reuters, at utilfredsheden kan føre til massedemonstrationer, som kan øge spændingerne og skabe uro i landet.

Der er endnu ingen forlydender om udfaldet af præsidentvalget, der også fandt sted onsdag.

89-årige Robert Mugabe og hans ZANU-PF parti har været ved magten i Zimbabwe, siden landet blev uafhængigt af Storbritannien i 1980.

Mugabe anses af vestlige lande for at være en despot, som har ført landet på afgrunden af ruin og krænket menneskerettighederne.

Dagens Gossip