Mulig forbindelse til Nigeria undersøges i London-drab

Britiske efterforskere er ved at undersøge en mulig nigeriansk forbindelse til de to mistænkte mænd, der onsdag eftermiddag dræbte en formodet soldat nær en kaserne i London-bydelen Woolwich ved blandt at hakke ham til døde med en machetekniv, mens de råbte islamistiske slagord. Det fortæller to anonyme kilder med kendskab til efterforskningen til Reuters.

Efter udåden slæbte de to mænd liget ud på midten af vejen og blev ved det, indtil politiet dukkede op og sårede de to gerningsmænd med pistolskud.

»Jeg undskylder, at kvinder er nødt til at være vidner til det her i dag, men i vores land er vores kvinder nødt til at se det samme. Jeres indbyggere vil aldrig være sikre. Afsæt jeres regering, den er lige glad med jer,« lød det ifølge BBC fra en af mændene, inden han blev anbragt i en lægehelikopter og fløjet til et hospital.

På et pressemøde i Paris slog den britiske premierminister, David Cameron, fast, at der er »stærke indikationer« på, at drabet i Woolwich er terrorrelateret.

»Det er den mest forfærdelige forbrydelse,« sagde premierministeren og tilføjede:

»Politiet er i øjeblikket ved at undersøge al fakta i sagen, og der er stærke indikationer på, at det er en terrorhandling.«

Også Londons borgmester, Boris Johnson, er dybt rystet og kalder angrebet for en »kvalmende« og »utilgivelig« handling, og fra Buckingham Palace lyder det, at dronningen er bekymret.

Et vidne siger til LBC-radio:

»De to mænd var vanvittige. De opførte sig som dyr. De slæbte ham ud fra fortovet og smed hans lig på midten af vejen.«

Siden stod de ved liget bevæbnet med machete og skydevåben og bad folk om at tage billeder af dem, mens de løb op og ned ad gaden.

»Som om de ønskede at komme i TV,« siger det mandlige vidne, der kun vil kaldes James

Drabet har chokeret briterne, der sidst var vidner til en terroraktion 7. juli 2005, da fire bomber eksploderede i henholdsvis undergrundsbanen og i en dobbeltdækkerbus i London. 52 mennesker mistede livet, heriblandt de fire selvmordsbombere, og 700 blev såret.

De to mistænkte fra onsdagens drab, hvoraf den ene angiveligt er alvorligt såret, er endnu ikke identificeret.

Politiets talsmænd har ikke ønsket at kommentere den mulige forbindelse til Nigeria.

Dagens Gossip