Mulig MH370-vragdel sendes til undersøgelse i Australien

Skrevet af admin

03/03/2016

Dagens topnyheder

Det stykke af et flyvrag, der er blevet fundet på en strand i Mozambique, bliver nu sendt til Australien. Her skal det undersøges nærmere for at finde ud af, om det stammer fra det malaysiske fly MH370, der har været forsvundet i knap to år.

I Australien vil eksperter undersøge, om vragdelen kan være en ny brik i puslespillet om flyet, der forsvandt sporløst fra radaren 8. marts 2014. Det var på vej fra Kuala Lumpur til Beijing med 239 mennesker om bord.

Malaysias transportminister, Liow Tiong Lai, sagde sent onsdag aften lokal tid, at de første oplysninger om vragdelen indikerer, at der er en "stor mulighed" for, at den er fra en Boeing 777, som er den samme model som MH370.

Australien leder eftersøgningen af flyet, og derfor skal den knap to meter lange vragdel sendes dertil.

- Delen bliver sendt til Australien, hvor den vil blive undersøgt af embedsmænd fra Australien og Malaysia samt af internationale specialister, udtaler den australske transportminister, Darren Chester.

I juli sidste år blev der fundet en vragdel på den franske ø La Reunion i Det Indiske Ocean. I september bekræftede de franske myndigheder, at der var tale om en del af det savnede fly.

På det seneste er ofrenes familier i flere lande begyndt at lægge sag an i massevis. Fristen for at anlægge sag mod Malaysia Airlines udløber på toårsdagen 8. marts.

/ritzau/AFP