Mulig mordbrand i moské: Fem personer røgforgiftet

Skrevet af admin

25/12/2014

Mest læste i dag

Tidligt på eftermiddagen første juledag er der udbudt brand i en moské i Eskilstuna vest for Stockholm, og branden er påsat, oplyser politiet.

Fem personer er bragt til hospitalet. To har fået røgforgiftning, to har fået sårskader, mens én har fået knoglebrud.

- Vi har indledt en forundersøgelse om mordbrand, siger en talsmand for politiet i Eskilstuna til nyhedsbureauet TT.

- Vi banker på døre og afhører folk på stedet, men vi har fortsat ingen mistænkte, siger han.

Det er en somalisk forening, som holder til i bygningen, og stueetagen er indrettet som moské.

Formanden for foreningen siger til svensk tv, at en mand er blevet set ved indgangen til lokalet med en flaske, der formodes at have indeholdt benzin.

Ifølge politiet startede branden kort efter klokken 13, da der blev kastet noget gennem vinduet.

Der er ambulancer, slukningskøretøjer og politi til stede, og en tilstødende trappebygning er rømmet for personer på grund af røgudviklingen.

Moskeen ligger i gadeplan i et stort lejlighedsbyggeri, og beboerne i ejendommen er evakueret til et ungdomshus i nærheden.

Abdirisak Hussein bor i området, og han kommer selv i moskeen.

- Da jeg kom, så jeg en dreng, som blødte. Folk sagde, at han havde knust et vindue, så de kunne komme ud. Dernæst så jeg en mand, hvis bukser stod i flammer, fortæller han.

- Folk er stærkt chokeret. Et lyspunkt i mørket er, at folk var i stand til at komme ud så hurtigt.

En røgfane kunne ses over hele byen, men klokken 15.30 var branden bragt under kontrol.

Der befandt sig ifølge de foreløbige oplysninger omkring 20 personer i moskeen, da branden brød ud.

/ritzau/TT