Mulig Neymar-afløser melder sig klar til VM-semifinale

Skrevet af admin

06/07/2014

Mest læste i dag

Godt nyt for de brasilianske fodboldfans.

Chelsea-spilleren Willian melder sig klar til tirsdagens VM-semifinale mod Tyskland, efter at han lørdag måtte udgå fra træningen med en rygskade.

Willian er i spil til at erstatte superstjernen Neymar, der er færdig for resten af slutrunden i Brasilien med en brækket ryghvirvel.

- Jeg har det fantastisk. Jeg kom galt af sted og havde smerter i venstre side af min ryg ved lørdagens træning. Ryggen irriterer mig lidt, men det er ikke noget alvorligt, siger Willian, der var med i søndagens træningspas.

Foruden en skadet Neymar skal Brasilien undvære anfører og forsvarsgeneral Thiago Silva, der er ude med karantæne.

Det brasilianske fodboldforbund (CBF) har dog bedt det internationale fodboldbund (Fifa) om at ophæve Thiago Silvas karantæne.

Fifa bekræftede søndag, at Brasilien ønsker, at det gule kort, som Thiago Silva fik for at obstruere Colombias målmand i kvartfinalen, bliver annulleret.

Midtbanespilleren Luiz Gustavo er til gengæld tilbage efter endt karantæne. Semifinalen tirsdag begynder klokken 22 dansk tid.

/ritzau/AFP